Anne-Dorthe’s imponerende viljestyrke gav hende en personlig sejr og flotte resultater

Artiklen er skrevet af Anne-Dorthe Willemoes Larsen, FTO medlem.

“På et tidspunkt stillede Michael Møller Rønaa mig en udfordring der lød på, at vi sammen skulle løbe Eventyrløbet, 5 km i stjernetid, jeg blev stille et øjeblik og spurgte om det var i 2018, men nej det var i 2017, tavshed……., men inden i mig blev den afløst af glæde, her stod jeg overfor et menneske der rent faktisk troede på mig og ville støtte mig 100%, og jeg blev fyldt af en vilje og følelse af, at det her bare  skulle lykkes”.

Hvordan kunne det gå så galt?

Jeg har altid følt og opfattet mig selv som den tykke pige i klassen og har siden teenageårene kæmpet med min vægt og da jeg flyttede hjemmefra blev hverdagen til en fest, en fest der fortsatte de næste 22 år og satte sine spor på godt og ondt, mest ondt. Udover en vægtøgning, en følelse af ensomhed – ikke at jeg var ensom, men følelsen er slem nok og selvforstærkende -, et psykisk- og fysik velvære der bare blev værre og værre jeg prøvede i perioder og spise mig ud af det og fik det nok bedre i nuet, men bagefter havde jeg det om muligt endnu værre. Mad blev min trøst, mit narkotika om man vil. Andre ting der fulgte med var livsstils sygdommene, det burde jo få alle alarmklokker til at ringe, men det skete ikke og der er ikke det en pille ikke kan klare, så jeg fortsatte ufortrødent. Med tiden begyndte jeg at melde fra hvis jeg blev inviteret ud, jeg var så flov over, at jeg havde ladet det komme så vidt.

Arbejdsskade

For et par år siden var jeg ude for en arbejdsulykke, jeg kom i den forbindelse i kontakt med Funktionel Fysioterapi. Ud over en professionel behandling oplevede jeg også, at her var en gruppe mennesker der vil én det bedste. Jeg blev spurgt, om jeg havde gjort mig nogle tanker omkring det og gå til motion og nej det havde jeg ikke, følte ikke jeg havde overskuddet og energien og påstanden om, at det giver energi og bruge energi købte jeg ikke. Lidt naivt troede jeg mit budskab var blevet hørt for emnet kom ikke på banen i en periode, men nej, emnet blev genoptaget og jeg hørte mig selv sige, ”det bliver ikke op til sommerferien, men til september”, nu fangede bordet. Som sagt så gjort og jeg meldte mig ind i FTO i september 2015. Det med en prøvetime valgte jeg bevist fra. Jeg meldte mig ind for jeg kendte mig selv godt nok til og vide, at jeg ikke ville være kommet igen. Mine tanker var mange i løbet af den første time, ”hvad laver jeg her?” erkendelsen af, at jeg ikke kunne udføre øvelserne, samt den fysiske og psykiske smerte der fulgte med skulle overvindes. Det at være én af de yngste i alder, men så absolut én af de ældste hvis man havde målt ens Bodyage er også en overvindelse og en selverkendelse der var svær. Men heldigvis, blev jeg taget imod som den jeg var og instruktørerne var hurtig til og spotte, at der er noget galt og kom med en alternativ øvelse, og på den måde var jeg med og der blev plads og mulighed til at vokse. Èt hold blev til to hold og én uge blev til to og den ene måned tog den anden og pludselig ganske langsom fandt jeg ud af, at det faktisk var sjovt, og at det gav energi at bruge energi.

Som om der ikke var nok og kæmpe mod, skete der det, at jeg fik konstateret slidgigt i midt ryggen og jeg blev slået tilbage og kunne kun træne én gang ugentlig.

Vejen til det lykkes er lang.

Ind imellem stoppede jeg op og tænkte ”du er nød til og tage skeen i den anden hånd”, og der er næsten ikke den kur jeg ikke har prøvet, og de virker måske i nuet, men jeg skulle også leve bagefter og det gjorde at jeg tog det tabte plus lidt ekstra på igen.

Men hvad skete der så? Jeg havde sat mig for, at jeg i juli 2016 ville give det en ny chance, men det kom ikke til og ske og undskyldningerne var mange og ikke særlig gode. Til gengæld brugte jeg juli på og forberede mig både mentalt men også praktisk, for skulle jeg lave et U-Turn, krævede det forberedelse. Så næste mål blev, da jeg startede på arbejde, og denne gang lykkes det. Min nye begyndelse startede den 8.8 2016 og min strategi blev følgende:

  • Jeg downloadede appen ”Madlog”, her registrer jeg alt hvad jeg spiste og al min motion, her er også en dagbog som jeg anvendte
  • Jeg skulle kun veje mig én gang om ugen – den holdte ikke i virkeligheden -, men jeg registrerede kun én måling om ugen
  • Én gang om måneden målte jeg omkreds af bryst, mave, hofte, lår og overarm
  • Ligeledes én gang om måneden tog jeg en selfie for, at synlig gøre over for mig selv, at der rent faktisk skete en forandring når/hvis jeg begyndte og tvivle
  • Samtidig besluttede jeg, at jeg ikke ville fortælle hele verden om mit projekt, både fordi jeg ville passe på mig selv, skulle det mislykkes skulle jeg kun stå til ”regnskab” for mig selv, samtidig vidste, at det ville give et kæmpe boost, når omgivelserne begynder og reagere på den forandring der forhåbentlig ville ske. Det var kun fysioterapeut Michael Møller Rønaa, der kendte til mit projekt og det var der to grunde til, for det første havde/har jeg brug for og i tale sætte projektet og for det andet havde jeg én gang tidligere søgt rådgivning, men af forskellige grunde var det ikke lykkes, så jeg havde sat mig for, at spurgte jeg om hjælp igen skulle det lykkes, ellers kunne jeg jo ikke tages alvorlig
  • Jeg besluttede også, at der ikke var noget jeg ikke måtte spise, da jeg tidligere havde oplevet, at når jeg satte forbud op for mig selv, var det der mit fokus ville være
  • Jeg besluttede mig også for og ændre mit tankesæt, for jeg var sikker på, at den måde jeg tænkte og talte om mig selv på også var den måde jeg blev set af andre. Derfor er jeg holdt op med og ”prøve”, men besluttede mig for at jeg ”vil” og ”gør” tingene. Hvis jeg sagde til mig selv, at jeg ville ”prøve”, så havde jeg givet plads til og opgive og mislykkes og jeg havde sået en tvivl på mig selv, om det ønskede jeg og ændre.

Hold- og personlig træning og Drop-In

Den positive oplevelse det var at starte på holdtræning og med den mulighed der var/er for og skifte mellem holdene, havde jeg fået prøvet en masse, fået udfordret mig selv og havde fundet ud af, at det og dyrke motion rent faktisk kan være sjovt. Langsomt fik jeg lyst til virkelig og udfordre mig selv, så jeg skrev til Michael Møller Rønaa, hvor jeg redegjorde for mine tanker og mål omkring sådan et forløb. Så i januar 2017 gik jeg i gang og det var med en vis spænding jeg mødte op, for hvad var det jeg gik ind til? Men jeg fortrød ikke et sekund, for godt nok var det en hård omgang, men vigtigst af alt så var sjovt og som tiden gik kom følelsen af, at jeg rent faktisk blev bedre samtidig med at resultaterne virkelig begyndte og kunne ses, det gav selvsagt blod på tanden og lyst til og fortsætte.

Så blev drop-In lanceret, først tænkte jeg, det er ikke noget for mig, men jeg prøvede det og måtte bare sande, at det er et vildt godt koncept og, at jeg bare måtte være med der også, jeg trænede som aldrig før af lyst og jeg kunne mærke, at jeg fik det bedre og bedre både fysisk og psykisk, men også min skavanker fik det bedre og jeg kunne mærke, at hvis jeg passede min træning, så havde jeg ikke så ondt og det var endnu en motivation til at fortsætte.

Hvordan fik jeg tiden

Men det krævede også tid at træne så meget som jeg gjorde i den periode, så jeg skema lagde mit liv, jeg noterede alt motion ned, så jeg kunne følge min udvikling, jeg lavede madplan og lavede mad til en måned ad gangen, på den måde skulle jeg ikke bruge tid på og lave mad i dagligdagen og jeg skulle ikke forholde mig til hvad jeg skulle spise, for det var blot og kikke på min madplan og tage det ud af fryseren, de huslige pligter blev ligeledes skema lagt, på den måde fik jeg frigivet en masse tid og der var en masse beslutninger jeg ikke skulle bekymre mig om.

Løb – og det at der er én der tror på én

Jeg har lidt populært sagt aldrig løbet efter andet end bussen, jeg kunne ikke forestille mig noget værre og hvad skulle det til for? På et tidspunkt fik jeg også sagt, at meget kunne man få mig til, men at løbe var ikke en af dem. Tiden gik, men ind i det nye år blev det at løbe bragt på banen igen. Jeg var begyndt og løbe på løbebånd og var mildest talt ved og dø, men blev hurtig bedre. Så jeg var ret optimistisk da Michael Møller Rønaa igen nævnte løb som en mulighed. Jeg blev nok lige overmodig nok, for en kold frost morgen tog jeg på min første løbetur, tidspunktet skyldes, at jeg ville være sikker på, at jeg var alene på stierne og det var jeg næsten, men jeg måtte sande, at der var langt fra løbebånd til asfalt, og ud over og tabe luften tabte jeg også modet for en stund. Jeg talte med Michael om det, og blev instrueret i, hvordan jeg skulle gribe det an, og jeg begyndte ganske langsomt, og stille og roligt blev det bedre og jeg overvandt også det at løbe blandt andre der færdes på stierne.

På et tidspunkt stillede Michael Møller Rønaa mig en udfordring der lød på, at vi sammen skulle løbe Eventyrløbet, 5 km i stjernetid, jeg blev stille et øjeblik og spurgte om det var i 2018, men nej det var i 2017, tavshed……., men inden i mig blev den afløst af glæde, her stod jeg overfor et menneske der rent faktisk troede på mig og ville støtte mig 100%, og jeg blev fyldt af en vilje og følelse af, at det her bare  skulle lykkes. Men desværre kunne jeg af private årsager ikke deltage, noget jeg kunne mærke gjorde mig trist, for det at havde et mål betød mere end jeg havde troede. Løsningen blev, at jeg meldte mig til Alt for damernes kvinde løb, det fortalte jeg Michael Møller Rønaa og selvom han ikke kunne løbe med, så stod han med sin familie og tog imod ved målstregen, det er et arrangement og støtte der betyder meget og kendetegner den støtte jeg under hele forløbet er blevet mødt med.

Bump på vejen.

Selvom det virker som om det hele bare kørte der ud af, har der også været bump på vejen. I forberedelserne til Kvinde løbet fik jeg skinnebens betændelse, jeg havde problemer med lysken og jeg havde i det hele taget ondt i kroppen, da alt skulle finde en ny plads. Men den største udfordring kom ret tidligt i forløbet, jeg var så uheldig og vælte på min cykel og rev senen i skulderen delvis over. Der kunne det hele være stoppe, men det gjorde det ikke. Jeg kunne i en periode kun træne 1 time ugentlig og det med en masse alternative øvelser, der ud over blev der kørt en masse km på motionscyklen, og ganske langsom kom jeg tilbage igen.

Diætist

På et tidspunkt skete der det, at mit vægttab gik i stå og hvor jeg førhen ville havde opgivet og tænkt, at så kunne det også være lige meget, kæmpede jeg videre, jeg var nået så langt og mærkede hvor godt det var for mig, så jeg måtte kæmpe videre og igen var Michael Møller Rønaa der med støtte, råd og vejledning, men han var også ærlig og sagde, at det var et område han ikke vidste så meget om, og at han anbefalede, at jeg opsøgte en diætist. Jeg havde selv haft en plan om, at det var det jeg ville, men det skulle være på det rigtige tidspunkt og hvornår var det? Det blev i foråret. Og igen tog jeg skridtet fuldt ud.  I FTO havde de lavet et arrangement med Stine Henriksen/ SUNDiætist, men i stedet for at vente med og bestille tid til jeg havde mødt hende og hørt hvad hun havde og sige, bestilte jeg tid ved hende. At det var den rigtige beslutning er der ingen tvivl om, for det viste sig, at jeg fik alt for lidt at spise og havde en krop der var ved og lukke ned, det var noget af en melding og få.

Den app jeg bruger regner ud, ud fra de oplysninger jeg giver den hvor mange kcal jeg må indtage om dagen for at nå et givet vægttab, og da jeg ikke justerede den i takt med at jeg øgede mit aktivitetsniveau kom der en ubalance i de kcal jeg indtog og de jeg brugte.

Jeg skulle nu til at spise en halv gang mere end jeg hidtil havde gjort, skære ned på min motion og stoppe med at veje mig (skulle kun vejes ved diætisten). Det var noget af en mundfuld og der blev indgået kompromiser, for i min verden hang det slet ikke sammen, for hvordan skulle jeg, når jeg skulle spise mere kunne tabe mig? Og da jeg samtidig ikke ”måtte” veje mig så jeg kunne kontrollere om det gav resultat brast min verden. Aftalen blev, at jeg spiste mere, fortsatte min motion, dog måtte jeg ikke træne med vægt en gang om ugen og jeg måtte veje mig hjemme én gang om ugen. Det er nok den største udfordring jeg har været stillet overfor i hele det forløb jeg har været igennem.

Næste morgen stod jeg på badeværelset og der stod vægten og jeg kunne ikke veje mig, for det havde jeg jo lovet ikke og gøre, morgenbadet den dag græd jeg mig igennem, tænk at jeg var kommet så langt ud. Jeg lavede min morgenmad og tænkte samtidig over tingene og kom frem til, at dette kunne jeg ikke leve med.  Min fornuft sagde mig, at jeg ikke kunne øge mit kcal indtag uden det ville medføre en vægtøgning og kunne jeg håndtere det, det var jeg ikke sikker på, så jeg tog en beslutning, jeg tog vægten og satte den op på mit gaderobeskab og der har den stået siden. Nu havde jeg slet ikke mulighed for og kontrollere hvordan det gik.

Samtidig med at jeg gik med alle disse følelser begyndte jeg at frygte en forstående familiefest, hvordan skulle jeg håndtere den?, hvad med maden, kunne jeg håndtere pludselig at have muligheden for og spise ubegrænset uden og skulle stå til ”regnskab” på vægten næste dag? Jeg lavede en strategi og skrev til min diætist der sagde god for den.

Strategien gik ud på, at jeg stod op kl. 6 og spiste morgenmad, gik en lang tur på 8 km, så den måde fik jeg motion, så min forbrænding blev sat i gang, om formiddagen spiste jeg mit mellemmåltid og jeg tog frokost med så mit blodsukker forblev stabilt og jeg havde fået lagt en bund. Og så havde jeg lavet en aftale med mig selv om, at jeg kun ”måtte” tage én gang og at jeg ikke ville drikke mine kcal. Med denne forberedelse fik jeg en dejlig dag og jeg hvilede fuldkommen i mig selv og kunne nyde dagen.

Da jeg efter 14 dage fra første besøg ved diætisten igen konsulterede hende var jeg meget spændt på resultatet, og jeg blev ikke skuffet, vægten var faldet med 2,8 kg, fedtprocenten var reduceret med 1,6% og jeg var blevet 21 cm mindre i omkreds, det er et resultat der gav blod på tanden og jeg var vildt stolt over, at jeg var kommet igennem denne proces.

Det har træningen og vægttabet betydet

Udover at være kommet i mit livs form, fundet glæden ved motionen, tabt en masse kilo, har jeg fået det bedre både fysisk og psykisk. Jeg er blevet gladere, som min søster siger ”glæden i dine øjne er kommet tilbage”. Jeg stoler på mig selv, kan lide det jeg ser og har fået et større overskud. Den ensomhed jeg følte, ikke mindst ved sociale arrangementer er forsvundet og jeg føler mig ligeværdig. Og ikke at forglemme så er min medicin blevet reduceret, det er vildt og fantastisk, for godt nok er det godt medicin findes og kan kurere de skavanker der kommer til alle, men sundt kan det ikke være, og alt der kan helbredes med motion bør ikke medicineres væk, hvis man spørger mig. 

Tog ansvar mit eget liv

Alle har et valg i alle livets faser, og det havde jeg også.

Havde jeg lyst til slik, kage, chips e.l. spurgte jeg mig selv, om det er det vær og svaret gav ofte sig selv. Skulle sofaen og fjernsynet virke mere tiltrækkende end at tage ud og motionere spurgte jeg mig selv om hvad der var vigtigst, at jeg fik det bedre og nåede mit mål, eller at jeg så en eller anden ligegyldig udsendelse i tv.

Eller når uret ringede i weekenden, fordi jeg havde aftalt med mig selv, at jeg skulle en tur i FTO, hvad var så vigtigst, at overholde min aftale eller at vende mig om og sove videre? For at bevare respekten for mig selv, var valget nemt.

Tilbage til oversigt
21. juni 2017