Der er ikke mange, der kan leve af at gøre velgørende ting for andre. Men der findes ildsjæle, der er dygtige til at kombinere deres levevej med at sætte sig i andres sted og udfylde andres behov.
Det gælder eksempelvis for ejerne af FTO, der har gjort det til deres livsmission at skabe de bedst tænkelige muligheder for, at man kan holde sig i træning under kyndig vejledning fra veluddannede fysioterapeuter. Den menneskelige krop er skabt til at bevæge sig, men i hverdagen er der mange, der enten bevæger sig forkert eller for lidt. Det belaster kroppen, og derfor giver funktionel træning rigtig god mening, fordi den efterligner hverdagens aktiviteter, og fordi man har fokus på at træne de bevægelser, man kender fra hverdagen.
– Som fysioterapeut vil man gerne folk det bedste. Vi vil selvfølgelig gerne helbrede folk, der har fået fysiske problemer, men vi vil endnu hellere forebygge, at problemerne opstår. Vi tænker nok mere på sundhed, end man gør i andre træningscentre, og det er klart en kæphest for os, at vores medlemmer skal træne sig i bedre form, så de undgår fysiske problemer, siger Michael Møller.
FTO’S historie
FTO’s træningscenter i Tarup ligner da heller ikke en fysioterapiklinik. Det minder snarere om en hyggelig og udvidet gymnastiksal med et blødt gulv og med de mest gængse træningsmaskiner. Man skal kigge langt efter brikse, hvide kitler og tykke bøger om fysiske skavanker.
I stedet bliver man mødt af en inspirerende sal, hvor der er plads til alle, uanset alder, køn, fysisk formåen og diameter på overarmene. I stedet er det den gode stemning, det fysisk kreative miljø og en tilgang til træning, som er helt nede på jorden.
Første kapitel af FTO’s historie blev skrevet i 2011, hvor Kasper Ringsholt sammen med Mette Andersen åbnede Funktionel Fysioterapi med klinikker på Ørbækvej og i Tarup.
Med en fælles fortid som håndboldspillere i Odense og GOG samt fra tidligere jobs, var det naturligt for Kasper Ringsholt og Mette Andersen at arbejde med deres fælles idé om et funktionelt træningscenter, og efterhånden kom Michael Møller med ombord.
I dag består FTO af omkring 30 medarbejdere, hvoraf mange er fysioterapeuter, men hvor der også både er massører, sygeplejersker, rengøringsfolk og andre faggrupper tilknyttet. I foråret 2014 åbnede træningscentret på Thulevej med et over 600 m2 træningslokale.
Uddannede fysioterapeuter
Fysioterapeuterne hos FTO arbejder både i fysioterapeutklinikkerne og i træningscenteret.
– I bund og grund har vi jo den samme tilgang, hvad enten vi arbejder med klienter på vores klinik, eller om vi træner med vores medlemmer i træningscentret. Den store forskel er selvfølgelig, om vi skal reparere skader eller forebygge skader, og der er vores uddannelse meget brugbar i begge sammenhænge, siger Kasper Ringsholt.
Hos FTO er man sikker på, at få arbejdet hele kroppen rundt. FTO’s fysioterapeuter er uddannede til hele tiden at screene medlemmerne, så de kan se, hvilke områder, der er vigtige for den enkelte at forebygge.
– På den måde kan vi hele tiden justere deres personlige træning, så den tager højde for de problemer, der findes, og de problemer, der kan komme. Vores grundtanke er, at vi gerne vil arbejde med hverdagens øvelser og ikke træne i maskiner. Vi ville gerne tilbage til basis-gymnastikken, fordi den virkelig kan flytte noget for vores medlemmer, siger Mette Andersen. Hos FTO nyder man at arbejde på en måde, hvor man ikke skal fikse et problem, men derimod skabe værdi for ens medlemmer. FTO har også tidligere haft hold i nogle af de mere moderne fitness-discipliner, men har oplevet, at medlemmerne i højere grad har efterspurgt FTO’s egne hold.
– Når man starter noget helt nyt op, er man selvfølgelig spændt på, om det er det rigtige, og derfor har det været fedt for os at få bekræftet, at det er det rigtige, vi har valgt. Vi kan godt stole på os selv, for vi kan se, at vores medlemmer hellere vil vores idéer end de fitness-hold, de kan finde andre steder, siger Kasper Ringsholt.
FTO’s træningscenter på Thulevej i Tarup
har fokus på medlemmernes muligheder
for at træne alle dele af kroppen og opnå
større overskud i hverdagen.
Tilpassede træningstilbud
Den fælles holdning til, at den viden, man besidder som fysioterapeut, også kan gøre en forskel i det forebyggende arbejde, har altså bundet de tre FTO-ejere sammen. Udviklingen af FTO står aldrig stille, for træningskoncepterne bliver hele tiden tilpassede, så de passer til de medlemmer, der er med på holdene.
– Vi har et godt team af idérige fysioterapeuter, hvor vi altid har en meget åben dialog om, hvad vi skal tilbyde vores medlemmer, og hvordan vi giver dem den bedst mulige træning uanset om det er holdtræning eller individuel træning, siger Mette Andersen og fortsætter:
– Vi har alle sammen en relevant baggrund, der betyder, at vi hele tiden har stort fokus på vores medlemmers bevægelser og derved kan spotte, hvor de virker usikre eller har begrænsninger.
Det er en af de store forskelle i forhold til fitness- centrene, for i FTO møder medlemmerne kun personale, der har en uddannelse, der gør dem i stand til at hjælpe og forebygge på bedst mulig måde.
– Vi kan hjælpe vores medlemmer videre, så de kan vende tilbage til de ting, de plejede at gøre, både i hverdagen og i forhold til idræt og fritid. I det hele taget er der ingen af vores hold eller øvelser, der er ret stringente, for vores fysioterapeuter har altid frie hænder til at lave de øvelser, der passer bedst til det enkelte hold og til det enkelte medlem, så alle får det optimale ud af træningen, fastslår Michael Møller.
Læs hele magasinet!