Karin Andersen har længe døjet med dårlig ryg, og en utålmodig tilgang til træningen har kostet flere tilbagefald. FTO har hjulpet hende til at træne rigtigt og tålmodigt, så hun i dag er i markant bedring.
43-årige Karin Andersen har længe lidt af dårlig ryg efter en diskusprolaps. Hun var i behandling og fik at vide, at hun ikke skulle forvente bedring, men hendes stædighed bød hende, at hun måtte søge andre veje.
– Jeg nægtede at rende rundt som en halvkrøbling resten af mit liv. Ingen skulle sige til mig, at jeg ikke kunne få det bedre, og det kunne jeg heldigvis også, fortæller Karin Andersen.
Hun har tidligere brugt en del tid i fitnesscentre, og derfor skulle hun vænne sig til, at tingene foregår på en anden måde hos FTO. Det krævede tålmodighed og erkendelse af hendes egen tilstand.
– I dag kan jeg stort set alt. Jeg kan ikke flytte rundt med tunge møbler, og det kommer jeg aldrig til, men ellers er jeg ret mobil i hverdagen. Det skyldes både træningen og den måde, FTO har hjulpet mig til at være opmærksom på, hvordan jeg forebygger og tager mine forholdsregler, siger Karin Andersen.
Efter et halvt års individuel træning i klinikken hos Funktionel Fysioterapi begyndte Karin på et ryghold, hvor hendes fordomme mod pensionister blev sat på prøve.
– Holdet bestod af en masse pensionister, der var på alder med mine bedsteforældre, men som kunne otte gange så meget som mig. Det var dybt frustrerende, og jeg var meget utålmodig. Tidligere har jeg aldrig fulgt fysioterapeuternes anbefalinger, og i stedet er jeg taget i fitnesscenter og har trænet for fuld skrald, og selvfølgelig fået alvorlige tilbagefald. Men instruktørerne hos FTO formåede at gøre mig tålmodig, fortæller Karin Andersen og fortsætter:
Jeg nægtede at rende rundt som en halvkrøbling
resten af mit liv. Ingen skulle sige til mig, at jeg
ikke kunne få det bedre, og det kunne
jeg heldigvis også.
– De var gode til at få mig til at se de mange små fremskridt. Træningen handlede både om ryggen og om alle de dele af kroppen, der aflaster og støtter ryggen, og så træner man ikke med maskiner, men kun med sin egen krop og måske nogle bolde på gulvet. Det betyder, at træningen minder meget om de bevægelser, man laver i hverdagen, og det er en kæmpe fordel.
For Karin Andersen har træningen i FTO ikke kun gjort en forskel for hendes kropsmæssige tilstand. Hun har også fået en helt anden bevidsthed om, hvor vigtigt det er at tænke over sine bevægelser for at skåne sin krop og fore bygge skader.
– Nogle gange er øvelserne røvkedelige, men instruktørerne er geniale til at fortælle os, hvilke hverdagssituationer den enkelte øvelse kan minde om. På den måde bliver det lidt som om, at man leger øvelserne ind, og så er det også nemmere at bruge dem i hverdagen, siger hun.
De enkelte øvelser kan udføres hvor som helst. Uanset om det er i hjemmet, på arbejdet, til en koncert eller et hvilket som helst andet sted. For Karin Andersen bliver hjemmetræningen dog kun et supplement, for hun kan ikke forestille sig at undvære træningen hos FTO.
– Hele atmosfæren er helt fantastisk og meget afslappet. Instruktørerne kender os alle sammen og vores skavanker og begrænsninger. Det giver en rar og varm omgang og interesse for hinanden på holdene, og ingen ser skævt til hinanden uanset alder og fysisk tilstand, slutter Karin Andersen.
Tilmeld gratis prøvetime
Er du også interesseret i rygtræning? Så tilmeld dig en gratis prøvetime på et af vores ryghold her